Forside -> SIGCHI.dk -> Vedtægter

Vedtægter

Vedtaget på foreningens ordinære generalforsamling d. 17. februar 2015.

§1 Navn

Foreningens navn er UX Danmark (User Experience i Danmark)

§2 Formål

  1. Foreningen skal virke for opbygning og udbredelse af viden og arbejdsformer relateret til brug, design og vurdering af redskaber og systemer baseret på interaktive teknologier.
  2. Foreningen er et dansk, tværfagligt forum for praktikere, forskere, undervisere, studerende og andre, der på tværs af organisationer, ønsker at deltage i dialog og innovation indenfor menneske-maskine interaktion i bredeste betydning.

§3 Adresse

  1. Foreningens adresse kan til enhver tid findes på http://www.uxdanmark.dk.

§4 Medlemsforhold

  1. Medlemskab er personligt og kan opnås af enhver myndig person der ønsker at virke for foreningens formål.
  2. Bestyrelsen kan beslutte at ekskludere et medlem, der ikke opfylder de af medlemskabet følgende forpligtelser, eller som handler til skade for foreningen. Beslutningen kan appelleres til generalforsamlingen, der med 2/3 majoritet af de fremmødte træffer endelig afgørelse.

§5 Kontingent

  1. Årskontingentet fastsættes af generalforsamlingen.
  2. Bestyrelsen fastlægger de nærmere regler for kontingentbetaling.
  3. Medlemmer, der trods påkrav ikke betaler forfaldent kontingent, slettes dog uden videre fra det pågældende regnskabsårs udløb. Eksklusion eller slettelse på grund af kontingentrestance fritager ikke for kontingentforpligtelsen for det regnskabsår, i hvilket udelukkelsen finder sted.

§6 Aktiviteter

  1. Foreningens aktiviteter koordineres af arbejdsgrupper og bestyrelsen.
  2. Bestyrelsen er ansvarlig for at der findes et arbejdsprogram der beskriver aktiviteter der er egnede til at opnå foreningens formål.

§7 Hæftelse

Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for foreningens forpligtelser, idet alene foreningsformuen hæfter herfor.

§8 Generalforsamling

  1. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender.
  2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar måned.
  3. Indkaldelse til generalforsamling skal ske til samtlige medlemmer med mindst 3 ugers varsel og med angivelse af dagsorden.
  4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:
    1. Valg af dirigent
    2. Valg af referent
    3. Fremlæggelse af bestyrelsens årsberetning
    4. Fremlæggelse af årsregnskab.
    5. Godkendelse af årsberetning og -regnskab
    6. Indkomne forslag
    7. Fastsættelse af næste års budget og kontingent
    8. Valg af bestyrelse og evt. suppleanter
    9. Valg af revisor og suppleanter
    10. Eventuelt
  5. Forslag som medlemmerne ønsker behandlet på generalforsamlingen, skal tilsendes bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingen. Bestyrelsen skal udsende forslagene til medlemmerne 7 dage inden generalforsamlingen.
  6. På generalforsamlingen afgøres alle anliggender ved simpelt stemmeflertal blandt de fremmødte, jf. dog §14. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
  7. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen til afholdelse inden 6 uger, når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer eller mindst 1/10 af foreningens medlemmer fremsætter skriftligt ønske derom.

§9 Bestyrelsen

  1. Foreningens daglige drift varetages af en bestyrelse på 6 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling for to år ad gangen, således at der hvert år er 3 på valg.
  2. Generalforsamlingen kan, på bestyrelsens forslag, bestemme at der vælges flere end 3 medlemmer for en valgperiode. Bestyrelsen vil så være forøget med dette antal i to år.
  3. Afgår et bestyrelsesmedlem i utide, foretages suppleringsvalg på næstkommende generalforsamling.
  4. Såfremt antallet af bestyrelsesmedlemmer kommer under 3, skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling medmindre der afholdes ordinær generalforsamling inden for 6 uger.
  5. Bestyrelsen konstituerer sig selv med en formand, en kasserer og en sekretær.
  6. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

§10 Tegningsregel

Foreningen tegnes af formanden og to andre bestyrelsesmedlemmer i forening.

§11 Kapitalforhold

  1. Foreningens midler indsættes i pengeinstitut eller forrentes på pengeinstitutlignende vilkår.
  2. Foreningens økonomiske anliggender varetages af kassereren i overensstemmelse med bestyrelsens beslutninger.

§12 Regnskabsåret

Regnskabsåret er kalenderåret.

§13 Revision

Årsregnskabet revideres af en revisor valgt af generalforsamlingen for et år ad gangen. Det reviderede regnskab fremlægges til godkendelse på generalforsamlingen.

§14 Vedtægtsændringer og opløsning

  1. Til ændring af nærværende vedtægt samt opløsning af foreningen kræves vedtagelse på en generalforsamling med mindst 3/4 af de afgivne stemmer under forudsætning af, at mindst 2/3 af medlemmerne er mødt frem.
  2. Såfremt et forslag om vedtægtsændringer på grund af for ringe fremmøde ikke kan vedtages, kan generalforsamlingen med simpelt flertal vedtage, at forslaget skal sendes til urafstemning blandt medlemmerne. Ved urafstemning skal forslaget opnå mindst 2/3 af de afgivne stemmer for at blive vedtaget.
  3. Opløsning af foreningen skal for at træde i kraft bekræftes af en ekstraordinær generalforsamling der afholdes senest to måneder efter vedtagelsen af opløsning.
  4. I tilfælde af opløsning overføres foreningens eventuelle aktiver, efter at alle forpligtelser er afviklet, til en organisation med et lignende formål eller et almennyttigt formål efter generalforsamlingens beslutning.

 

Disse vedtægter erstatter vedtægterne vedtaget 28. marts 2000.